Nordic Green Space Award har nu været i drift i én sæson. 25 dommere er uddannede og der er i alt gennemført ni bedømmelser under ordningen, heraf én i Sverige, tre i Norge og fem i Danmark. Nordic Green Space Award har taget det første store skridt med implementeringen af ordningen; ni bedømmelser er gennemført og de har skabt udvikling i organisationerne og presseomtale i de tre lande.

”Jeg synes, det er meget positivt, at vi i år har fået uddannet 25 dommere med repræsentanter fra de tre lande. Vi har et seriøst og professionelt dommerteam som kan sikre, at bedømmelserne har den høje kvalitet som skal være synonymt med Nordic Green Space Award. Og vi har fået styrket dialogen og netværket på park- og naturområdet i Skandinavien. Vi sender stor tak til dommerne, der har gjort en kæmpe indsats for Nordic Green Space Award i 2013,” siger sekretariatsleder Helene Bugge, BAD, PARK og IDRETT, Norge, der har formandskabet for Nordic Green Space Award i 2013. ”Vi skal nu have evalueret det første år af ordningen og så have lavet eventuelle praktiske og indholdsmæssige justeringer til sæsonen 2014,” siger sekretariatsleder Helene Bugge, BAD, PARK og IDRETT.